Fordele og ulemper ved styrketræning

Lad os starte med fordelene, det er ligesom det sjoveste at snakke om!

Igennem den megen træning kender jeg min egen krop rigtig godt. Jeg kender dens signaler, og ved når den siger fra eller når den kan presses lidt ekstra. Jeg ved, hvilke muskler der gør ondt og hvordan jeg kan træne dem op igen.

Derudover giver træningen mig rigtig meget energi til glæde både for mig selv og mine omgivelser. Når jeg træner, får jeg mentalt overskud, så jeg kan give det en ekstra skalle på arbejde eller hjemme. Derudover giver træningen mig god samvittighed, fordi jeg ved, at jeg passer godt på det hylster, der skal være min bedste ven gennem livet.
Socialt samvær før og efter træning er for mig også en vigtig del af det at træne i center. Jeg løber også en del, men her er det mere en solooplevelse. I centeret kan man hyggesnakke og slå sig ned, hvis man har tid til det. For mig er det rigtig rart at være sammen med andre, der ligesom jeg nyder den megen træning.

Jeg kan med god samvittighed skeje ud i weekenden og spise og drikke usundt, når jeg ved, at jeg i dagligdagen passer godt på min krop. Det er nemmere at komme ovenpå igen, når jeg træner i det daglige.

Den største ulempe ved al den megen træning er for mig at se ”tiden”. Jeg lægger rigtig mange timer i centeret og på stierne hver uge. Dertil skal lægges den transporttid frem og tilbage til centeret og tiden man bruger på omklædning og bad. Det bliver faktisk til den del timer hver uge, hvis man regner efter.